Hvis du har interesse i spejderleder arbejdet i Erik Ejegod, så prøver vi her at give et indblik i hvad det indebærer. Gruppen er åben for at rekruttere nye ledere til alle grenene.
Gruppens består af ca. 85 spejdere delt op i 5 grene: mikro, mini, junior, trop og klan. Læs mere om de enkelte grene på hjemmesiden.
Gruppens frivillige består af nye og erfarne ledere. Nogle er med på ugentlig basis, andre er med som støttefunktion i forskellige sammenhænge. Nogle af de større spejdere er med som assistenter til grenenes arbejde ved siden af studierne.
Voksenlegeplads
Hvorfor vil nogen give sig tid til at arbejde frivilligt i en travl hverdag? Af samme grund som at man vil give sig tid til at have en hvilken som helst anden hobby. Det er rekreativt. Det er en hobby hvor man kan gå på opdagelse i børn og unges udvikling og ikke mindst sin egen. Det er analogt, udendørs, leg og læringsorienteret, hvilket for mange af os komplementerer en digital, indendørs og resultatorienteret hverdag.
Desuden er vi gode til at hygge os sammen i ledergruppen. Vi mødes jævnligt og snakker spejdervisioner og spiser spejdergodter. Og så er der bestemt også noget helt særligt ved det sociale rundt om lejrbålet.
De fleste af os husker tydelige rollemodeller fra vores barndom. En fodbold træner, en skolelærer eller en spejderleder. Som spejderleder skal du lede børn og unge igennem ugentlige aktiviteter og de udfordringer som opstår når man er på lejr. Der er mulighed for at lige netop du kan spejle dig selv i nogle af spejderne og med din almene menneskelige voksenerfaring, hjælpe dem på vej.
Vi forsøger grundlæggende at bygge en selvstændighed op hos spejderne. Når de lærer at klare sig selv uden mor og far og sågar ude i naturen, bygges det en selvtillid op som de kan tage med sig resten af livet. Det kan være enormt tilfredsstillende at se spejderne modnes og blive fortrolig med udfordringerne udenfor hjemmet.
Forventninger
Der findes mange meninger om hvad spejder er og dermed også hvad en spejderleder skal være. Du kan læse om det på de forskellige korps’ og gruppers hjemmeside. Der findes eksempler på nogen som vier en stor del af deres tid til spejderarbejdet men bestemt også mange eksempler på folk som bruger tid som en travl hverdag tillader at man kan bruge. Der er nogle grundelementer der går igen, blandt andre friluftsliv, personlig udvikling, kreativitet og fællesskab og ikke mindst pragmatisme: kunsten at få det til at fungere. Og er man til bare lidt af det, så er man godt på vej.
Forventningen er at man har lyst og mod på at være sammen med børn og/eller unge ude i den friske luft. At man kan bruge sin fantasi og kreativitet til at lege og udfordre. At man gerne vil være social med de andre i ledergruppen og at man måske kan se potentialet i at det også kan udvikle én personligt. Om du har været spejder eller ej er mindre vigtigt.
Forventninger til engagementet i gruppen afhænger helt og aldeles af den enkelte. Det ville simpelthen ikke give mening af sætte minimumskrav for hvornår nogen må være med til at være frivillig. Som sagt har vi også støtte fra frivillige som hjælper til en gang imellem når gruppen beder om hjælp. Så den slags hjælp tager vi også gerne imod.
Men hvis det skal give mening for dig at udfylde rollen som spejderleder skal du være åben over for at bruge en aften om ugen i ca. 2 timer. Dertil lidt planlægning med dine andre spejderledere.
Hvad vi ikke er
Man kan nemt fornemme når nogen prøver at læsse pligter af på én under påskud om at man bliver en del af en gruppe som opererer af ”egen fri vilje”. Man kan lugte det på lang afstand. Og de fleste vil takke pænt nej hvis der kommer bare den mindste mistanke om at man er ved at blive rekrutteret til en række sure pligter som man kan risikere at stå alene med når straks samvittigheden hos den rekrutterende er moden nok.
Det er en uheldig strategi blandt mange frivillige organisationer og det vil måske nok kunne producere en vis mængde arrangementer og oplevelser for spejdere og ledere, men det vil aldrig levere det udtryk som vil gøre særligt indtryk på de aktive og på spejderne i øvrigt.
En gruppe som vores er en frivillig organisation og består kun så længe at den er drevet af frivillige hænder. Det er et vilkår at det er arbejdskraft der af egen fri vilje vælger til på egnes eller andres projekter og ikke en ønsket arbejdskraft som skal vælge fra på diverse gruppe pligter. Der er nemlig en afgørende forskel. Og det er i øvrigt også det som giver den frivillige gruppe dens særlige udtryk.
Når man som de fleste spejderledere er, er beskæftiget i et erhverv til daglig, så kan man i den frivillige organisation komme og få afløb for den kreativitet, stædighed og kærlighed man føler for et projekt. Det er det der er det helt afgørende for styrken i gruppen at den er et udtryk for frivilligheden og ikke ofringsvilligheden for pligterne.
For spejdergruppen betyder det dermed at det ikke kun handler om at underholde børn og unge fra lokalsamfundet ude i den friske luft med en fast kontinuitet. Og dermed har behov for gratis arbejdskraft fra lokalsamfundet for at få det til at løbe rundt. Men for spejdergruppen handler det først og fremmest om at dem som er med, er med fordi de ser det som en mulighed at være spejderleder.
Medlemmernes kontingent sikrer at vi har en grund, en hytte og adgang til diverse materialer. Den forpligter IKKE den ”frivillige” spejderleder til at levere gratis arbejdskraft.
At der findes ugentlige grenmøder, julearrangement, sommerlejr, Sankt Hans og meget andet, er fordi nogle frivillige synes at det er sjovt at få det til at ske. Man er ikke forpligtet til at deltage i disse arrangementer. Men man kan deltage hvis man vil eller sågar drive nye initiativer.
Det er ikke altid at alle initiativer lykkedes lige godt eller efter planen. Vi hviler på et fundament af frivillighed og den slags er ikke forventet at være stabilt. Men husk på at et af grundelementerne i spejderarbejdet er kunsten at få det til at lykkedes. Når havregrøden brænder på og der står 40 sultne spejdere så forsøger man at redde den så godt man kan. Så smager den nok lidt spejderagtigt i sidste ende. Men den er betydningsfuld fordi at den er der.
Hvis det har interesse så tag fat i en leder fra en af grenene eller skriv til gruppelederen. Se under kontakter.